Menu

Esbjerg fB opruster med flere kendte ansigter til seniorafdelingen

09. juni 2023 kl. 10:52

Det er en stor fornøjelse, at Esbjerg fB kan offentliggøre trænerteamet, der i tæt samarbejde med hinanden, skal sikre et godt og konkurrencedygtigt træningsmiljø for klubbens førsteholdsspillere, når vi møder ind til den nye sæson efter sommerferien. 

For EfB har det været afgørende at lave aftaler med trænere, der brænder for seniorfodbolden, og ønsker at skabe et trænings-og kampmiljø, der udfordrer og udvikler vores seniorspillere. 

Vi er derfor stolte over at kunne præsentere en ny chef-og målmandstræner til den kommende sæson, der om nogen har prøvet fodbolden på øverste hylde på egen krop, og som ikke mindst kommer på banen med nogle personlige kompetencer, der passer perfekt ind i klubbens værdisæt. 

Cheftræneren for klubbens Jyllandsseriehold bliver fremover Martin Bergvold, der har lavet en aftale med klubben indtil sommeren 2025. Bergvold har allerede haft rollen som cheftræner siden starten af maj måned, og fortsætter i den rolle fremover. 

Ny målmandstræner bliver Jonas Jensen, der er et meget kendt ansigt i klubben. Jonas har stået flere kampe på Blue Water Arena for elitens førstehold, og så er han godt uddannet inden for DBU's uddannelsessystem. Vi glæder os over, at vi kan råde over så dygtig en målmandstræner, og byder Jonas velkommen som en del af trænerstaben. 

I assistentrollerne fortsætter henholdsvis Erik Madsen og Rasmus Lundager, ligesom vi heldigvis også har været så heldige, at vores holdleder, Hasse Alsing, tager en ny tørn for drengene. 

I aften spiller holdet en meget afgørende kamp mod lokalrivalerne fra SGI. Kampen afvikles på den nye kunstbane kl. 19.00 - vi håber, at rigtig mange af jer vil bakke op, så vi forhåbentlig kan hente 3 point. 

Luk