Menu

Seniorafdelingen buldrer derudaf!

image
04. juni 2024 kl. 10:44

Juni måned byder på masser af ”pokalkampe” for moderklubbens 4 seniorhold, der alle er placeret i toppen af deres rækker. I skrivende stund indtager klubbens serie 3 og 4 førstepladsen i deres rækker, og begge hold er i den lukrative position, at de selv kan afgøre, om de skal rykke op i hhv. serie 2 og 3.

 

For klubbens to øverste hold er der stadig masser af spille om. Klubbens serie 2, der i øvrigt er nyoprykker, har præsteret fantastisk i foråret, og har nu to afgørende kampe tilbage i deres turnering. De to kommende modstandere er Tjæreborg IF, der lige nu er nr. 2, men blot ét point foran vores hård kæmpende, og meget unge, hold. Holdet slutter med at spille mod Spangsbjerg IF, der helt fortjent allerede er rykket op i serie 1, og selvom der er tale om 2 hårde prøvelser, rækker holdet selvfølgelig ud efter den 2. plads, der udløser en play-off kamp mod en anden 2´er fra serie 2. Det bliver spændende at følge holdet i juni måned.


Endeligt er klubbens JS-hold stadig med i kampen om at rykke op i DS.

Holdet har præsteret fantastisk godt i de sidste 4 spillerunder, hvor det er blevet til suveræne sejre og en målscorer på hele 10-1. Holdet har ambitioner om at ende som minimum nr. 2 i rækken, der vil være ensbetydende med en ekstra kamp mod 2’eren i den anden JS1-pulje. Vinderen af denne kamp rykker op i DS.

Næste modstander er Århus 1900, som JS-holdet slog i den omvendte kamp i Århus på en græsbane, der mest af alt mindede om græssets tilstand efter Vorbasse marked. Modstanderholdet har en del at spille for, selvom de tabte sidste rundes kamp mod rækkens suveræne tophold ASA Århus, der blot mangler ét point for at rykke op. Med en sejr i Esbjerg kan de nemlig spille sig ind i kampen om 2. pladsen, mens også Bredballe IF stadig blander sig i topstriden.
Med andre ord så har vi brug for, at store som små, fylder langsiden på bane 5, når vores førstehold møder Århus 1900 på, torsdag d. 06.06. kl. 19.00 på Tess Arena, bane 5.

I dagens anledning vil der være mulighed for at købe pølser, øl og vand – og vi håber selvfølgelig på massiv opbakning.

Programmet for de øvrige hold, der som skrevet ovenfor har masser af spille for, ser ud som følger:

 

Serie 2 er oversidder, da BK06 har trukket deres hold.

Serie 3 møder onsdag aften Hviding IF/Kvik70 på bane 5, kl. 19.00

Serie 4 møder søndag aften FC Esbjerg Øst på bane 5, kl. 16.00. Her er der tale om et reelt topopgør mellem rækkens nummer 1 og 2.

 

Vi glæder os til at se rigtig mange bakke op om klubbens seniorhold – vel mødt………og husk, at klubhuset er åben.

 

Seniorafdelingen i Esbjerg fB

Luk